Pottemageren og Gud

Vi rækker vore hænder frem

som tomme skåle.

Kom til os, Gud, og giv os liv

fra kilder uden for os selv.

Din nådes skaberværk skal ske

i tomme hænder.

O Gud, al godheds giver: Kom,

tag bolig i vor fattigdom! Amen.

Profeten Jeremias Bog om pottemageren, kap. 18,1-12.

Vi kender pottemagerens arbejde også i dag. Og så bliver denne hverdagsbe­given­hed min­sandten til Guds tale til os. 

Pludselig kan noget helt selvfølgeligt i hver­dagen blive noget helt særligt, blive et billede på forholdet mellem Gud og os mennesker.

Vi behøver ikke nogle særlige store oplevelser, AHA-oplevelser, som man kalder dem eller de store henrykkelser, vi behøver ikke at prøve vore grænser af for at opleve, at vort daglige liv rummer billeder på det, som er større end os selv.

Et barns fødsel, som jo er en daglig foreteelse, bliver for de fleste mennesker en enestående hændelse, hvor man oplever, hvad det vil sige at være magtesløs. Enorme kræfter sætter fødslen i gang, når tiden er inde, og alt ellers går normalt til uden komplikationer. Og man står med et lille skrøbeligt menneske i sine hænder og må undre sig og forundre sig.

Og når døden griber ind i vor egen sammenhæng, kan man føle en lignende afmagt, fordi vore kære forsvinder mellem hænderne på os, og vi kan intet gøre, men blot erkende, at vor egen magt ikke slår til. 

Profeten Jeremias så, at pottemageren og hans arbejde med leret var et billede på Gud og hans arbejde med mennesker. Denne hverdags­begivenhed, dette nødven­dige arbejde med at lave krukker og fade og krus til den daglige husholdning gjorde Gud til sin guddommeli­ge tale. Det var ham, der sagde til Jere­mias: Gå ned til pottema­ge­rens hus! Der skal du få mine ord at høre.

Vi kan huske på skabelsesberetningen, der fortæller om, at Gud formede mennesket af ager­mulden, og det er ikke svært at se Gud som pottemageren, der former den livløse klump med hele sin krop og sjæl.

I min tidlige ungdom havde jeg tit med stor interesse mulighed for at studere en pottemagers arbejde, når han sad med den nøgne, våde lerklump i hånden, æltede den grundigt og med et sikkert klask fik den til at ligge lige midt på drejeskiven.

Med foden bevægede han skiven og i hans hænder formede leret sig.

Det var lige som om hans hænder klædte leret på, det formede sig til en skikkelse, en figur, mens det snurrede rundt på skiven. Med nænsom sikker­hed gav hænderne liv i leret, ja livet kom ikke kun kom fra hænderne, men fra hele pottemagerens krop og sjæl.

Hvis arbejdet mislykkes, klaskede han le­ret sammen og begyndte forfra.

Når pottemageren bliver et billede på Gud, så er det især hans magt over det våde ler, som han former på drejeskiven.

Da Jeremias så Gud i pottemageren, så han, at Gud havde samme magt over hvert enkelt menneske og over Israels folk, som pottemage­ren har over sit ler, og han måtte glæde sig over, at der endnu var håb for Israels folk.

Det, som hidtil var mislykkedes for Gud, kunne gøres om og lykkes.

Jeremias havde nemlig med sorg fået til opgave af Gud true sit folk med un­der­gang, fordi det ikke levede efter Guds vilje, men handle­de ondt i Guds øjne.

Men Gud viser Jeremias, der er en anden mu­lig­hed, nemlig at folket omvender sig, så Gud kan angre og ombestemme sig. For sådan er Gud. Han er ikke en ubevægelig træ­klods, der sidder oppe i sin himmel og blot lader det, han én gang har for­udbestemt, gå sin gang. Han er den le­vende Herre, der griber ind. Gud arbejder hele tiden med at forme mennesket i sin vilje. 

Men Jeremias' prædiken kunne også være forgæves. Folket kunne godt nok omvende sig og blive velsignet, men derefter tage denne velsignelse som en selvfølge, vende det døve øre til Gud og fortsæt­te med at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne.

For os i dag må Jeremias' for­stå­else af potte­mageren og hans arbej­de ses i lyset af vor Herre Jesus Kristus, som Gud sendte til os, for at han i egen høje person og med hele sin person skulle forme os i Guds vilje.

Men sandt er det også, at Gud kan synes langt væk fra os, som om han ikke bekymrer sig om os, men lader os sejle vor egen sø. Vi kan ikke altid eller måske kan nogen aldrig mærke Guds hånd omkring sig, og derfor kan vi synes, at livet mislykkes, for Gud må have slået hånden af os. Livet former sig ikke, som vi havde håbet. Vrede og bitterhed kan gøre os døve for den guddomme­lige tale, som lyder midt i den dagligdag, som skuffer os, og vi kan finde på at søge indad i os selv i den tro, at hvad er ikke er noget og slet ikke noget guddommeligt ved vor tilværelse, må findes inde i os selv.

Sand­heden er, at Gud er nærmere os, end vi fatter, og hans ord er den nøgle, som kan åbne vore døve øren og blinde øjne for hans herlighed midt iblandt os.

I den grå hverdag kan Gudslyset bryde frem og gøre det, som ikke synes at være noget, til en guddommelig åbenbaring. 

Med Jesus gav Gud sig til kende som den Gud, der i sin uendelige tålmodighed stadig vil forme os i sit billede, i sin kærlighed.

Guds ord skal for­kyndes, om det er hjælpeløst eller med megen kraft, om det er ved at vi rækker vor hånd trøstende ud mod det andet menneske eller holder teologiske foredrag.