Om Jomfru Maria

Jomfru Maria, Guds moder - en kvinde af Guds nåde

Reformatoren Martin Luther kaldte Jomfru Maria for Gudsfødersken.

Den 25. marts kalder vi normalt Mariæ Bebudelsesdag.

Men egentlig er det jo bebudelsen af Jesu fødsel, dagen handler om.

Bebudelsen var oprindelig en fest til Kristi ære - til minde om hans undfangelse - snarere end en Mariafest, og da den blev indført i Rom, hed den Herrens bebudelse.

Men pave Sergius I indførte den i år 692 som en Mariafest sammen med festerne Kyndelsmesse og Marias fødsel.

For at understrege at dagen er en Kristusfest, fik den i den katolske kirkes liturgireformen i 1969 efter Det andet Vatikankoncil navnet Innuntiatio Domini, Herrens Bebudelse.

I vores Folkekirke kan dog vi udmærket fortsætte med at kalde dagen ved Marias navn, ikke mindst i lyset af hendes kaldelse.

Som erindring om vores kaldelse ved vores dåb og Jesu Ånds undfangelse i os, i lighed med Marias kaldelse, kan jeg henvise til salmedigteren Thomas Kingos fine salme "Nu kom der bud fra englekor", nr. 71 i Den danske Salmebog, hvor vers 5 som en bøn altid har bevæget mig:

O Herre Jesus, lad din Ånd

mig kraftig overskygge,

bered mit hjerte ved din hånd,

at du deri kan bygge,

at også jeg kan åndelig

undfange dig

og aldrig fra dig rykke!

Jomfru Maria lagde krop til Gud.
Det var ikke kun i ånden, hun åbnede sig for Guds ånd, da englen Gabriel besøgte hende og bebudede, at hun skulle føde Jesus, verdens frelser. Det var også hendes krop, som skulle bære Gudmennesket, Guds kærlighed, til verden.

I vores lutherske folkekirkesammenhæng taler vi ofte om, at forholdet mellem det intellektuelle ord og vores kropslige udtryk i gudstjenesten ikke balancerer. Vi har for mange ord og for lidt krop.
Vi er meget nøjsomme med at give udtryk for det vi føler i tro med kroppen.
Vi knæler ikke i bøn under gudstjenesten, vi giver ikke hinanden hånden og ønsker Guds fred. Blot to af de kropslige udtryk, som jeg holder meget af i den katolske gudstjeneste.

Jomfru Maria var for reformationens Martin Luther menneskets forbillede for troen.
Og jeg slår et slag for at vi genoptager Maria med krop og ånd i vores folkekirke.
At Maria-billeder kan genopfriske vores hukommelsestab om Maria som vores tros forbillede og erindrer os om, at hun bar Gud, vor Herre Jesus i sig og fødte ham for, at han kunne give os del i den guddommelige verden, Guds rige.

Vi synger minsandten af og til: ”Nu fryde sig hver kristenmand og springe højt af glæde…”, men der er ofte ikke megen spræl ved det. Det er selvfølgelig heller ikke spræl og udvendighed, det drejer sig om, men at turde vove at give kropsligt udtryk for, hvad vort hjertet er fuld af. Et smil, et håndtryk, en kærlig bemærkning sagt eller sendt med brev kan fylde et andet menneske med glæde og fred.

Jomfru Marias mor, Anna, skriver til sin datter

Kære Maria!

Jeg skriver til dig,

mens du er hos Elisabeth.

Du skal vide, at jeg som din mor tænker på dig

både med bekymring i hjerte og fuld af håb.

Du skal føde en søn,

som vil forarge verden,

fordi han lader verden se Herren, vor Gud.

Men nu, da Herren har udvalgt dig

til at bære Hans søn under dit hjerte, skal du vide,

at jeg, som selv har båret og født dig, vil støtte dig i alle ting,

for jeg tror,

du vil få en svær tid

med denne søn.

Hvor ofte har jeg ikke fortalt dig, at den, som ser Herren, skal dø.

Ingen af vore forfædre turde stå ansigt til ansigt med Herren.

Ingen af vore forfædre turde nævne Herrens navn.

Men til dig har englen sagt,

at du skal kalde himlens søn for Jesus.

Det navn betyder jo: Herren er frelse, som om vi havde brug for en sådan.

Husker du, at jeg har fortalt dig om Moses. Han blev også udvalgt af Herren.

Han førte vore forfædre ud af Ægypten, ud af trællekår

og ind i det forjættede land,

hvor vi nu bor.

Moses blev redningsmanden for vort folk.

Han førte det gennem det røde hav

efterfulgt af Faraos krigsmaskine.

Han førte det gennem ørkenen, gennem mange og svære trængsler,

hvor de kæmpede mod sult og tvivl.

Moses døde ved grænsen til det forjættede land.

Selv fik han nemlig ikke lov til at komme med ind i landet,

han, som ved Herrens hjælp lod vort folk komme frelst i land.

Husker du alt dette, Maria! Moses blev tjener for Herren.

Nu er du blevet Herrens tjenerinde,

og Josef har selv bekræftet,

at du skal føde en søn, som han ikke er far til. Han har fortalt,

at Herrens engel viste sig for ham i en drøm og sagde:

"Josef, Davids søn, vær ikke

Maria til dig som hustru;

for det barn, hun venter,

Helligånden.

Hun skal føde en søn,

og du skal give ham navnet Jesus;

for han skal frelse sit folk fra deres synder."

Når Josef har fortalt dette og har lovet mig og din far, Joakim,

at han ikke vil svigte dig, selvom han er i sin gode ret til at forlade dig,

ja, så må jeg, din gamle mor, tro, at det er sandt, som det er sagt,

jeg skal være mormor til Guds søn, som skal frelse sit folk fra deres synder.

Det er bare så svært at acceptere,

at Herren vil give sig tilkende

i egen høje person

og lade sig føde af min datter fra Nazaret.

For du ved jo godt, at ingen regner med, at noget godt kan komme fra Nazaret!

Siden du fortalte om englens besøg, har din far ikke sovet den halve nat.

Forleden råbte han som i søvne:

"Kan det være sandt? - Kan det være sandt?"

Jeg har spurgt ham,

hvad det er, der kunne være sandt!

Han havde svært ved at svare mig.

Havde svært ved at tage ordene i sin mund

Han følte, at vore naboer ville tro,

at han havde fået storhedsvanvid,

hvis han talte højt om det,

som var kommet til ham.

Jeg må indrømme,

at jeg blev pinlig berørt,

da han fortalte mig om det, der kunne være sandt.

Men han måtte fortælle bare et menneske, om de tanker, der oprørte ham

og lod ham ligge vågen om natten.

Husker du, Anna, sagde han,

husker du, hvad profeten Esajas forkyndte.

Husker du hans ord om barnet, der skal fødes, barnet, der skal være fredens Herre.

Om den unge kvinde, der skal føde en søn,

og hun skal give ham navnet Immanuel.

Husker du, at profeten også forkyndte

om Herrens lidende tjener,

der skal bære vore lidelser

og knuses for vore synder.

Han skal bære manges synd

og træde i stedet for syndere overfor Herren.

Ved din fars ord

blev jeg grebet af stor angst.

Er vores datter virkelig

blevet Herrens tjenerinde for verdens Frelser.

så han kan bruge dig, Maria,

født af så ringe forældre som os?

Er Gud så stor,

så han lader sig føde som et menneske?

Skal vi se det,

som vor fader Abraham

længtes efter at se,

men ikke fik set,

skal vi se Gud uden at frygte for vort liv?

Jeg skælver ved tanken om, at det er sandt.

En lille tvivl har bidt sig fast i mit hjerte.

Om du er Herrens tjenerinde, der bærer verdens frelser

under dit hjerte,

så undskyld mig,

jeg må se ham,

før jeg tror det.

Men jeg beder Herren om,

af hele mit hjerte,

at jeg må få min kære datters barn at se

og holde ham i mine arme.

Jeg beder om,

at jeg ikke må dø,

men leve, når jeg ser din søn.

Af Monolog til Mariæ Bebudelsesdag 28. marts 1993