Til eftertanke

Om Troens væsen

Tekst: Lukasevangeliet 18,9-14

-----

I lignelse fra Lukasevangeliet lader forfatteren Jesus fremhæve tolderen som den, der gjorde rigtigt ved at udbryde og bede af sit hjertes inderste trang: Gud, vær mig synder nådig.

 

I Lukasevangeliet lader Jesus meget ofte de fremmede, de fattige, de undertrykte eller de forkerte som tolderen og syndere blive de retfærdiggjorte. Men det er aldrig sådan, at det at være retfærdiggjort er et privilegium og noget, man så automatisk er for resten af livet.

 

Men der er sket det i tidens løb i den kristne kirke, at hvis mennesker har kunnet identificere sig med de nævnte forkerte, troede de, at de automatisk var rigtige i Guds øjne. Og se, den holdning vil altid være forkert. For intet menneske har ret til at sætte skel og dømme nogle til at være forkerte og andre til at være rigtige. Jesus slår gang på gang ned på dem, som ved sig sikker i sin sag overfor Gud.

Men den holdning at være sikker på at være på den rigtige side har fristet mange til at tvinge andre til at have den rigtige tro. Den kristne kirkes øverste magthavere tiltog sig gennem tiderne en magt for at tvinge mennesker på knæ for korset. Det er sket både med heksebrænding, voldsmetoder og tvangsdøb. Men intet menneske kan i Jesu navn tvinge et andet menneske. Troen kommer ikke ved tvang, men af Gud selv og ved hans ord, som høres med hjertet.

 

Der findes også en anden holdning, som anses for den rigtige. Det er den, at voksne mennesker kan påstå i forsvar for deres rigtige tro, at de har deres barnetro. Hvad en sådan størrelse er for noget, ved jeg ikke.

 

En tredje holdning skulle være at have sin egen tro og holde den for sig selv helt privat. Hvad det er for en størrelse, ved jeg heller ikke.

Der er således mange måder at anse sin tro for rigtig på.

Men ud fra evangeliets ord om Guds kærlighed, der gives os ufortjent, kan tro ikke være noget, vi har som fast ejendom og som en bestemt størrelse.

 

Vi kan derimod tale om at tro som det at forholde sig til tilværelsen på. Noget om, aldrig at vide sig sikker i sin tro, men derimod tro ordet om, at Gud er vor sikkerhed, vor styrke, vor faste borg og bede Gud om i Jesu navn at give os styrke til at tro på ham.

 

Troen må i sit væsen altid være rettet bort fra os selv mod Gud og vort medmenneske.

Farisæeren stolede på sig selv og sin tro, som ikke var rettet mod Gud, men var rettet mod hans egen fortræffelighed. Og derfor kunne han med god samvittighed fordømme dem, han ikke mente, han lignede.

 

Tolderen kunne ikke andet end at give slip på sig selv, for han havde ikke selv noget at byde Gud. Han turde ikke engang løfte sit blik mod himlen, som der står, men han vidste, at Gud havde noget at byde ham, som han ikke turde tro: Nemlig syndernes forladelse.

Hvad der blev af tolderen bagefter, om han blev et bedre menneske, det melder historien ikke noget om.

Men det er heller ikke så vigtigt. Det, som kendetegner tolderens tro er, at han erkender med sig selv og overfor Gud, at han ikke kan leve uden Guds nåde og barmhjertighed.

Gennem Jesus Kristus får vi at vide, at Guds nåde og barmhjertighed gives os alle. Og den sande gudstjeneste foregår dér, hvor mennesker samles i erkendelse af, at vi ikke har noget at byde Gud, men hvor vi inderligt håber på, at Gud har noget at byde os i ordet om syndernes forladelse.     

For det er den tilgivelse, som alene kan bære vort liv, så vi holder livet ud.

 

Susanne Fabritius de Tengnagel, 2007