Det anede mig!
Ja, det anede mig, at jeg ville synes om at blive mormor.
Den rolle er et privilegium og en ære, og absolut ikke en selvfølge.
Mange gange har jeg set kloge, fornuftige koner blive forvandlet til rablende og konstant snakkende mormødre og farmødre med et saligt smil i hele hovedet, når talen bliver om, hvordan barnebarnet har det. Så ved jeg, at jeg skal sørge for at have god tid til at høre om alt det, barnebarnet kan og vil komme til at kunne, og der ingen ende er på alt det skønne, bedstemødre oplever sammen med deres barnebarn.
Jeg er kommet i samme situation, er blevet mormor og kan se mig selv med dette salige smil i hele hovedet, når nogen bare i få sekunder gider høre om, at barnebarnet nu også kan køre racerkørsel rundt i stuen. Et under uden lige! Og så må jeg konstatere, at det ikke nytter at omvende et drengebarnebarn til pigelegetøj, når han før sit 2. år kan udpege en traktor med begejstring i stemmen.
Da barnebarnets mor forleden med en umiskendelig ærgelse i stemmen kunne fortælle, at hendes søn kaldte både mor og moster for mormor, men ikke kunne få mor over sine læber, fornemmede jeg en varm rislen ned af ryggen. Jeg voksede en centimeter, i hvert fald i ånden. Man har vel som mormor en vis pondus og tiltrækningskraft på barnebarnet.
Og så må jeg i mit stille sind nok erkende, at han i virkeligheden ikke ved, hvem han snakker om. Men bare tanken om, at hans benævnelse af et af hans nærmeste er mormor, lader et saligt smil brede sig i hele mit ansigt og i sjæl og sind, vel vidende, at barnebarnets moster og ikke mindst mor nok skal klare sig.
Susanne Fabritius de Tengnagel, oktober 2007.
Det salige smil med det første barnebarn!