Ingen havde nogen som helst anelse om, at der i området skulle være foregået en forbrydelse.

Den Nagelfaste Frue af Ellinge Lyng havde ingen bange anelser, da hun overtog sommerhuset efter hendes forældres død.

Huset lå i en plantage af gran- og fyrretræer, som hun hægede meget over. Men det var svært at trodse indvandringen af både birk og eg. Endnu sværere var det at trodse klimaforandringerne, som bevirkede, at sommerhusområdets indvandrende vækster af løvfældende træer uden nogens mellemkomst efterhånden ville tiltage sig magten. En etnisk udrensning ville blive en kamp mod drager. Den ville tage magten fra selv den Nagelfaste Frue, som i ånden så sine evigt grønne gran- og fyrretræer blive fremmede i eget land.

Men det skulle dog ikke knække den Nagelfaste. Hun måtte affinde sig med indvandringen og finde det positive i de løvfældende, som førte flere fugle med sig, for ikke at tale om rådyrene, som yndefuldt sprang rundt i lyngen lige uden for vinduet.

Så ”hvad man taber på gyngerne, vinder man ind på karrusellerne.” Det var den Nagelfaste Frues motto.

Sommerhuset skulle renoveres. Og fliserne i den overdækkede gård skulle omlægges. Den Nagelfaste havde ikke råd til professionel hjælp for at få fliserne lagt. Så hun gik i gang med grave og rense jorden, så fliserne kunne komme til at ligge jævnt.

Til hendes store overraskelse dukkede der to knogler op af jorden, foruden en dameskosål. De to knogler var noget kyllingagtige, men det var skosålen også. Selv om den Nagelfaste nærmest var født i sommerhuset, syntes hun ikke, hun nogensinde havde haft så lille en fod at gå på.

Så hun nærmere efter, fandt hun avisstykker klæbet til skosålen. På stykkerne stod noget om en arkitekt og familien og noget om at ”begge var døde …”.  At det skulle have noget at gøre med skosålen, fattede den Nagelfaste ikke i øjeblikket. Hvad hun derimod kunne konstatere var, at substantiverne i teksten på avisstykkerne blev stavet med stort begyndelses-bogstav. Hun syntes allerede, at hun kunne tidsfæste skosålen. Men hvornår var det nu det var, man ændrede retstavningen fra stort begyndelsesbogstav i substantiver til lille?

Den Nagelfaste var blevet vældig opslugt af sit fund, men da hun kom lidt til sig selv med en kop kaffe og en cigaret, overvejede hun, hvem hun nu skulle kontakte? Skulle det være drabsafdelingen, Nationalmuseet, en arkæolog, en slagter eller?

Hun måtte finde ud af, hvad hun med sin samvittighed burde gøre. Men hun havde et problem. For flisebelægningen skulle gerne være færdig snarest. Hendes barnebarn kom på besøg om nogle dage, og så skulle gården jo være til at gå på og se fin ud. Og hun vidste, at hvis Nationalmuseet blev tilkaldt, kunne der gå flere måneder med udgravning af gården, inden fliserne kunne komme på plads. Hvis hun tilkaldte drabsafdelingen, kunne hun måske blive involveret i en mordsag, og det var ikke det, hun havde brug for lige nu.

Sommerhuset havde da også altid haft et godt ry, og det skulle nødigt ødelægges med besøg af kriminalpolitiet.

Hun kunne dog uden en slagters hjælp finde ud af, at de to knogler nok var fra en kylling, selv om hun ikke kunne huske, at hendes forældre havde haft udendørs bålplads eller grillkøkken. Og skosålen var vist heller ikke så gammel som Solvognen, som nu har blevet hentet fra Nationalmuseet til Odsherred.

Den Nagelfaste Frue lagde hovedet i blød i en Retsina vin og slog op på nettet for at finde ud af det med retstavningen. Det var da det første, hun kunne gøre med dette sære mysterium med den skosål.

Det havde været en temmelig urolig nat for den Nagelfaste Frue efter fundet af kyllingeknoglerne og ikke mindst af skosålen. Det havde gjort et så uhyggeligt indtryk på hende, så hun ikke kunne slippe dette mysterium. Det holdt hende vågen, så hun mildest talt ikke var særlig udhvilet næste morgen.

Og ikke mindst havde hun det problem, at hun jo ikke kunne fortælle andre om dette mysterium. For der ville ikke være nogen, som troede på hende. Eller også krævede de, at hun ikke bare kunne fortælle om fundet af skosålen, men også at hun fik opklaret mysteriet. Og det var et temmelig stort krav til hende. Hun var jo i vildrede, om hun skulle fortsætte gravningen. Hun havde fået lagt nogle af fliserne, men hendes ryg, arme og hænder smertede så voldsomt ved at flytte rundt på de tunge, gamle fliser, så hun var glad for, at barnebarnets besøg gav hende en pause.

Hendes søgen på nettet for at finde ud af, hvornår man officielt skiftede fra stort til lille begyndelsesbogstav i substantiver, gav heldigvis resultat. Det var en stor tilfredsstillelse for den Nagelfaste Frue. Og hun kunne leve op til, hvad adskillige kollegaer kaldte hende, nemlig en computernørd.  De sendte hende såmænd også kærlige emails, for hun fodrede dem med et væld af links til websites, som også var relevante for hendes selv.

Men resultatet af hendes søgen på nettet i dette tilfælde fik hende til at gyse lidt. For skiftet fra stort til lille begyndelsesbogstav i substantiver var en del af retskrivningsreformen af 1948.

Det havde faktisk været længe undervejs, dette begyndelsesbogstav. Allerede i 1837 fremkom ønsket om lille begyndelsesbogstav i substantiver. Og den ene af de to sprogforskere i den såkaldte Rask-Petersen duo, N. M. Petersen, begyndte at bruge lille bogstav. Men der skulle altså gå over 100 år, før dette lille bogstav blev skrevet ind i historien i form af retskrivningsreformen. Men det var jo ingen gammel nyhed. Eller rettere, sådanne ændringer af traditioner er en meget sej kamp. ”Plejer” er stadig ret sejlivet, fordi den største del af befolkningen ikke er tryg ved forandringer, selv om det er forandringer og udvikling, som holder livet i live.

”1948 … ” hun gentog årstallet for sig selv midt i sin filosoferen over ”plejer”.

Og gyset – om end det var lille – fremkom af, at årstallet for reformen var den Nagelfastes fødselsår. Hun var blevet noget ømfindtlig med fundet af skosålen og syntes at se tegn i hvad som helst, og ikke mindst i dette helt specielle årstal. Avisstykkerne på skosålen kunne altså føres tilbage til før den Nagelfastes fødsel. For hun måtte antage, at avisens trykkere holdt sig til den lovgivne retskrivning. Og med stort begyndelsesbogstav betød, at skosålen var ældre end hende.

Den Nagelfaste Frues forældre var blevet gift året før 1948. Men sommerhuset var meget ældre. Ved at grave frem i gamle papirer fandt den Nagelfaste ud af, at hendes far allerede i 1938 havde købt grunden af tømrer Hans Hansen fra den nærliggende lille landsby, Lille Egebjerg, og som også var blevet bestilt til at sætte en lille træhytte på grunden. Mærkeligt nok lå der i de gamle papirer nogle kvitteringer og breve, som kunne fortælle, at den Nagelfastes far ikke hele tiden havde haft råd til at betale de faste afdrag på købesummen. Hans Hansen havde sendt adskillige rykkere.

Den Nagelfaste Frues erindring om fortiden dukkede frem i brudstykker, og hun blev pludselig klar over, hvorfor der altid havde været kold luft mellem hendes far og denne tømmer, som hun svagt erindrede fra sin barndom.

Mysteriet om skosålen drejede sig nu ikke kun om denne skosål, men også om ti år af hendes fars liv, som han ikke havde fået fortalt ret meget om. Der lå derfor noget ”gemt” i denne skosål, som hun nok aldrig fik rede på.

Som hun sad i sine egne tanker med de gamle papirer foran sig på bordet, opdagede hun genboen stå ved hans indkørsel og rode i jorden med en skovl. Pludselig slog han voldsomt med skovlen mod jorden, så den Nagelfaste Frue et øjeblik tabte vejret, og cigaretten røg ned på gulvtæppet. Flammer skød op af jorden, som genboen forsøgte at slå ned med sin skovl. Den Nagelfaste havde rejst sig fra stolen og stod som naglet til gulvet. Hvad i alverden foretog han sig?

En ubehagelig lugt steg op i hendes næsebor. Hun så ned på gulvtæppet, hvor cigaretgløden havde brændt hul i tæppet. Hun stampede på tæppet og fik slukket gløden. Men lugten hang i hendes næsebor en rum tid, og hun forbandede sig selv, at hun stadig havde denne last med cigaretrygning. I stedet for udgifter til cigaretter kunne hun købe sig til professionel fliselægning.

Da hun igen så hen mod genboens indkørsel, var han forsvundet.

Efter en times tid var den Nagelfaste kommet til sig selv og gik ud for at se nærmere efter, hvor genboen havde kæmpet mod flammerne, men der var intet at se. Heller ikke genboen og hans bil var der længere.

Selv om hun ikke kunne påstå, at hun kendte ham ret meget til trods for, at de havde leget sammen som børn, så blev hun lidt underlig til mode. For så mystisk plejede han da ikke at være.

Da hun vågnede næste morgen, kneb hun sig i armen. Var det hele med genboen og flammerne blot en hallucination, som havde bemægtiget sig hende i hendes spekulationer over mysteriet med skosålen, eller var det et tegn om, at der var mere mellem himmel og jord omkring mysteriet med skosålen, som hun var blevet spundet ind i?

Da den Nagelfaste Frue genoptog planlægning af jorden for at lægge endnu et par fliser, fandt hun yderligere to kyllingeknogler. Tanken om at der kunne have været en middelalderboplads på stedet fik hende til at grine højt af sig selv. Nu var hun da ved at blive skør i hovedet.

Men hun kunne ikke slippe tanken om, at der kunne være en sammenhæng mellem skosålen, kyllingeknoglerne, det lille bogstav, hendes fars valg af sommerhusgrund og genboens ildslukning!

Som tiden gik, måtte den Nagelfaste Frue af Ellinge Lyng erkende, at hun ikke kunne klare et større efterforskningsarbejde alene. Hun måtte hente assistance udefra. Men hvor og af hvem?