Artikler/kommentarer

Til Kristeligt Dagblad

debat@kristeligt-dagblad.dk

27-02-06

Åbent brev til biskopperne i forbindelse med konflikten om Muhammed-tegningerne

Hyrdebrev fra biskopperne?

Kære biskopper i de danske stifter.

Vi savner et hyrdebrev fra jer om konflikten om Muhammed-tegningerne. Folkekirkens menigheder må ikke blive modløse eller hårdhjertede i den fortvivlede situation, disse tegninger har medført rundt om i de muslimske samfund, og som påvirker vores land og befolkning på mange måder. Vi har alle brug for en hilsen til besindelse og opmuntring.

Folkekirkemedlemmer kan være uenige i Jyllandspostens offentliggørelse af tegningerne, i regeringens håndtering af begivenhederne og om, hvor absolut ytringsfriheden skal tolkes.

Men som overhoved for hvert sit stift kunne biskopperne med god ret tager konfliktens problematik op i en kristen sammenhæng uden at blive partipolitiske.

Det er al ære værd, at biskop over Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard, som den eneste i bispekollegiet 12. februar holdt en forbøngudstjeneste som reaktion på profettegningerne, hvor han i sin prædiken bl.a. sagde:

”Og hvad skal vi gøre? Hvad kan vi stille op? Hvad kan vi gøre her på Lolland-Falster?

Ja, vi kan i hvert fald gå i kirke, sådan som vi gør det i dag. Vi kan samles for at høre nogle bibeltekster og for at bede.”

Ærkebiskop Desmond Tutu sagde på Kirkernes Verdensråds generalforsamling: ”Vi tager ikke alvorligt nok, at Gud er Gud for alle. Jeg er glad for, at jeg ikke er Gud, men jeg er glad for at Gud er Gud. - - Kristne behøver ikke at føle sig usikre, når de møder folk fra andre religioner.”

Biskop Tony Guldbrandzén, Härnösands stift, Sverige, skriver om konflikten på Den Svenske Kirkes hjemmeside bl.a.: ”Menneskeværd handler om at respektere hinandens tro og dermed ikke såre hinandens tro eller diskriminere dem, som har en anden tro end en selv. Hvis vi vil hævde menneskeværdet, så diskriminerer vi ingen for hans eller hendes tros skyld.”

Hvad har danske biskopper at sige til deres menigheder i denne situation?

Med venlig hilsen

Sognepræsterne

Anne Bredsdorff , Kildebrønde Sogn, Roskilde Stift

Birgitte Thyssen , Mørkhøj Sogn, Helsingør Stift

Susanne Fabritius de Tengnagel , Køge Sogn, Roskilde Stift

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/artikel:aid=283151

Fire biskoppers svar

http://www.folkekirken.dk/aktuelt/nyhed/article/1/biskoppers-udtalelse-trykt-som-kronik.html

Vi ringer hverken solen op eller ned!

I almindelighed lyder forklaringen på kirkens klokkeringning om morgenen og om aftenen, at solen ringes op og ned. Men den forklaring er ikke helt rigtig.
Ringningen er oprindelig to af tre ringninger til bøn morgen, middag og aften. Tidebøn kalder man det.

Den lutherske kirkes ringning er en rest af den katolske Maria-ringning eller Angelus-ringningen, som udvikledes i middelalderen og blev et middel til at hellige dagens tre vigtigste tidspunkter, morgen, middag og aften. På latin kaldes morgen: laudes, middag: sekst og aften: vesper.

Tidebønner

Bibelen siger ikke kun, at vi skal bede, men den giver os også ord til vores bøn. Det hedder om de første kristne, der hver dag mødtes i Helligdommen for at bede, at de holdt fast ved bønnerne (Apostlenes Gerninger 1,14)... De bønner der her er tale om, er især Salmerne og de hymner, som vi finder i Det gamle Testamente. De kristne fortsatte denne tradition. Og siden apostlenes dage har kristne bedt Salmerne på bestemte tider af døgnet - deraf navnet Tidebønner.

"Syv gange daglige lover jeg dig", står der i Salmernes Bog 119, altså bad man syv gange dagligt.

I Oldkirken fandt man denne form for bøn så vigtig, at dåbskandi-dater blev indført i den som en del af forberedelse til dåben.

Den hellige Hippolyt (død 235) taler om syv bønstider: fem om dagen og to om natten, nemlig ved midnat og ved hanegal.

Hver bønstid blev efterhånden knyttet til et mysterium om Kristus og fik dermed sit eget præg.

De tre liturgiske tidebønner er: laudes, sekst og vesper.

Ved Laudes, morgenbønnen, tænker man på Kristi opstandelse. Vi står op med Ham: "Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig" (Efeserbrevet kap. 5 vers 14).

Ved Sekst, middagsbønnen, retter man blikket mod den korsfæstede Herre for at lade sig frelse af Ham. Johannesevangeliet kap. 19 vers 14 beretter, at det var ved den sjette time, at Jesus blev korsfæstet.

Ved Vesper, aftenbønnen, mindes, hvordan Jesus indstiftede nadveren.

Angelus-bønnen

Angelusbønnen, der er opstået i 1300-tallet i den katolske kirke og viser lighedspunkter med de tre liturgiske tidebønner: laudes, sekst og vesper.

Angelus-bønnen beskriver Guds Ord (Jesus Kristus), som blev kød (menneske) og døde og opstod for vor skyld, dette set ud fra Jomfru Marias synsvinkel i bibelske vendinger.
Angelusbønnen er en kombination af teksterne hos evangelisten Lukas og evangelisten Johannes. Angelus er det latinske ord for Engel.

Den gennemgående bøn, som også er i Rosenkransbønnen: "Hil dig Maria ... " bygger på englens hilsen til Maria ved bebudelsen. Inkarnationen – dvs. at Gud blev menneske i Jesus Kristus - står i centrum.

Hil dig, Maria, fuld af nåde, Herren er med dig.

Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt, Jesus.

Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen.

Angelus-bønnen bedes, når kirkeklokken ringer: morgen, middag og aften (undtagen i påsketiden).

1. bedeslag: Herrens engel bragte Maria det glade budskab.

Og hun undfangede ved Helligånden. Hil dig, Maria...

2. bedeslag: Se! Jeg er Herrens tjenerinde.

Det ske mig efter dit ord. Hil dig, Maria...

3. bedeslag: Og Ordet er blevet kød.

Og har boet iblandt os. Hil dig, Maria...

Lad os bede. Herre! Opfyld vore hjerter med din nåde, for at vi, som ved englens budskab har erkendt Kristi, din Søns, menneskevordelse, ved hans lidelse og kors må føres til opstandelsens herlighed. Ved Kristus, vor Herre. Amen.

Bøn under folkekirkernes klokkeringning morgen og aften
I stedet for at bruge Angelus-bønnen, kunne vi i vores lutherske tradition bruge Fadervor ved vores morgen- og aftenringning:

Under ringningen kunne vi bede:

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje som i himlen, således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader

vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Under de 3 gange 3 bedeslag, som klokkeringen afsluttes med kunne vi sige lovprisningen:

3 bedeslag: Thi dit er Riget

3 bedeslag: og magten

3 bedeslag: og ære i evighed! Amen

Et forslag til lovprisning under bedeslagene inden gudstjenesten finder vi i vores salmebogs bønneafsnit s. 944, nr. 104:

Ære være Gud Fader, som har skabt os.

Ære være Gud Søn, som har forløst os.

Ære være Gud Helligånd, som leder os til salighed.

I dag kan vi i den lutherske kirke i Køge Sogn bruge morgen- og aftenringningen i samme ånd, som den katolske, at vi husker på Jesu fødsel og indøver os i den tro, der forstår og modtager hverdagen som givet os af Gud.

Luther brugte Salmen 119, som ovenfor nævnt, og han anviser "en god måde at studere theologi på, den som jeg selv har øvet mig i..." (Fortale til Tyske skrifter, 1539.)

Davids Regel: "Og måden er den, som kong David lærer i salme 119. ... ” Vi finder i salmen tre regler, hyppigt anført gennem hele salmen. Og de lyder: oratio, meditatio, tentatio." (D.v.s. bøn, meditation, anfægtelse.)

Litteratur:

”Tidebønnen” af Wilfrid Stinissen. Hjemmeside for Økumenisk Tidsskrift for åndelig vejledning - http://www.levendevand.dk

”Om Bøn”, Den Katolske Kirkes hjemmeside: http://www.katolsk.dk

”Meditation hos Luther”, hjemmeside for Kristen meditation på folkekirkens grundlag. http://www.kristenmeditation.dk

Susanne Fabritius de Tengnagel, 2006

Interessant er det at læse om årsagen til de tidligere navnelove og befolkningens brug af navne, både for-, mellem- og efternavn i forbindelse med drøftelsen i KD, om at den nye navnelov skulle give udtryk for historieløshed og frygten for tabt identitet hos den enkelte borger.

Som forholdene er i dag kan enhver kalde sig snart sagt hvad som helst uden at anmode om navneforandring. Enhver borger kan meddele Folkeregistret, hvad vedkommende ønsker at kalde sig. Dette kaldenavn kan endda komme på tryk på sygesikringsbeviset, og jeg har kendskab til, at en person også har fået dette kaldenavn indført i sit pas. Kordegne og præster har landet over jævnligt diskussion med borgere om, hvad de hedder, og hvad de kan komme til at hedde ved navneskift. Det bruges der megen tid med. At den nye navnelov lægger op til, at borgerne selv kan bestemme, synes jeg er helt fint. Børns identitet er tidligere blev fastsat ud fra faderens navn, gifte kvinders identitet fastsat ud fra ægtemandens navn.

På internettet findes en let tilgængelig artikel, hvor navnelovens historie beskrives: ”Navnet det er stadig Jensen - Om danske navneregler, og om skiftende tiders muligheder for at ændre navn.

Af Karl Peder Pedersen, Arkivar, cand.mag. et lic.jur. Artikel i Personalhistorisk Tidsskrift 2001, s. 200-221.” http://www.themis.dk/synopsis/docs/Artikler/Navnet_det_er_stadig_Jensen.html

Den 8. november 1771 udsendtes et reskript til de slesvigske myndigheder, som påbød indførelsen af faste slægtsnavne (efternavne) i hertugdømmet, og siden slog statsmagten til lyd for, at befolkningen som helhed skulle underordne sig dette. Det blev ikke mindst påkrævet for de værnepligtige i 1800-tallets midte, da de ofte ikke bar efternavn, hvorfor de var vanskelige at registrere.

Derfor, jf ovenstående artikel: ”Med 6. august 1856-cirkulæret fik præsterne lodret ordre om altid at døbe børnene til det efternavn, deres far havde. Det betød, at de i forvejen meget udbredte sen-efternavne blev totalt dominerende, i og med at der nu helt blev lukket af for den løbende tilgang af tilnavne og stednavne, som efterhånden blev til efternavne. Perioden efter 1850 var uden tvivl et af værst tænkelige tidspunkter for en sådan udvikling, for i disse årtier flyttede folk i hundredtusindvis væk fra landet og ind til byerne og ikke mindst til København. Netop i situationer, hvor man skal indgå i nye sammenhænge, er navnet vigtigt som kendemærke og identifikationspunkt, og derfor var det højst uheldigt, at så mange hed det samme.”

Der er på baggrund af denne beskrivelse næppe nogen, der kan påstå, at et sen-efternavn i sig selv giver bæreren af navnet plads i det historieske vingesus mere end 150 år tilbage. Alt afhænger af, hvem vedkommende selv ser sig i famlie og slægt med, vel ikke alle Jens’er?, formoder jeg. Man kan kalde det et individualistisk syn at ville hedde noget andet end Jensen, men det er dog et syn til forskel fra tidligere tiders omgang med navne, hvor børn og kvinder ikke havde egen identitet, og hvor man kunne kalde sig sit fødestads navn, som intet behøvede at have med familiens slægtsskab at gøre.

Arkivar Karl Peder Pedersen slutter sin gennemgang af navnelovens historie med følgende interessante spørgsmål: ”Spændende bliver det, om det vil lykkes for kommende navnelove i løbet af et par hundrede år at komme de mange sen-navne til livs?”

For mit eget vedkommende fortæller mit efternavn intet om mit slægtsskab med min mors familie (Christensen og Hansen), og mine døtre bærer deres fars efternavn Nielsen, så det er jo noget værre rod, men vi ved alle godt, hvor og hvem vi hører til.

Susanne Fabritius de Tengnagel, 2006

En stor Jesusfilm, skrevet og instrueret af en kendt australsk skuespiller, Mel Gibson, har haft Danmarkspremiere 2. april. ”The passion af the Christ” hedder den og handler om Kristi lidelse og død, men den har dog også opstandelsen med påskemorgen med.

Forhåndsomtalen af filmen giver udtryk for en meget voldsom og voldelig skildring af Jesu lidelse og død. Nogen kalder filmen en studie i tortur.

Skuespillerne taler enten aramaisk, det sprog, som man regner med, at Jesus talte, eller de taler latin.
Fra begyndelsen var det for Mel Gibson ikke meningen, at der fx skulle være danske under-tekster på filmen, så danskere kunne forstå, hvad der blev sagt.
Før filmpremieren har der været kritik af det, og instruktøren har bøjet sig. Der er danske undertekster. Selv foretrækker han at holde gudstjeneste på latin.

Men det dur da ikke hos os. For hvad skulle der dog blive af det glædelige budskab fra Gud om livets sejr over døden, hvis det kun skulle fortælles på aramaisk eller latin? Så var de allerfleste af os hægtet af, intet forståeligt trøstens ord, intet oplivende ord om det evige liv til vort hjerte. Og vi kunne ikke svare igen med lovsang af hjertet. Det hele ville være volapyk!

Lad os foretrække Guds Ord på dansk for danskere, japansk for japanere, osv. Og mon ikke også englene synger om Guds herlighed på alle sprog – også dansk?

Susanne Fabritius de Tengnagel, 2004.

Jo. En digter kan. Her er det i den dejlige salme af biskop og salmedigter Johannes Johansen. Salmen er trykt i Den Danske Salmebog 2003, nr. 725.
http://www.hapasu.dk/salmebogen/

Sommerens komme prises som et udtryk for selve Guds skaberværk. Alt det smukke omkring os beskrives gennem næsten alle sanser. Den eneste sans, der ikke er nævnt, er smagssansen. Men så kan man jo selv prøve at bide i et solmodent jordbær. Og alt det vidunderlige tillægges altså Guds gode skabervilje – Gud, som gør alting nyt. Og hvor smukt er der så derude? Jamen, der er simpelt hen så smukt, at ”kong Salomon i kroningsdragt misundeligt må blegne!”

Se, blomsterflorets farvepragt

gør alle ord forlegne.

Kong Salomon i kroningsdragt

misundeligt må blegne!

Alt smukt vi ved,

al kærlighed,

den mindste fugl og lilje

er, Gud, din skabervilje.

Susanne Fabritius de Tengnagel, 2004.

Men Jesus er jo heller ikke sådan at havde styr på. Det burde i hvert fald ikke være sådan. Han smutter, lige så snart man vil holde ham fast og bemægtige sig ham og den sandhed, han er.

Takket være et stort legat på 25.000 kr. modtaget fra Carlsen-Langes Legatstiftelse, Gl. Kjøgegaard, til udenlands studieophold fik jeg i min netop afholdte studieorlov (februar-april) mulighed for at rejse til både Antwerpen, Rom og Berlin for at se på renæssance- og barokkunst (o. 1600-1660). Mit udgangspunkt var Køge Kirkes syv imponerende mindetavler over afdøde Køgeborgere, kaldet epitafier, som pryder kirkens vægge. Disse epitafiers Jesus-motiver har deres historie, som kan fortælles en anden gang. http://www.koegekirke.dk

Nu er det Jesus i Berlin. Og den historie kan synes at være en morsomhed, hvad den egentlig også er, men en morsomhed, som derfor kan vendes til ramme alvor.

Min voksne datter og jeg stod ved et gadekryds i Berlins centrum. Der var rødt for fodgængere. Og min datter sagde pludselig: ”Der er Jesus!” Præstebørn tager også skade. Men hendes mor så sig vantro omkring. Det var godt nok Jesus, jeg havde ledt efter i hele min studieorlov, men at finde ham i et gadekryds i Berlin, det var for morsomt. Se, sagde hun, og pegede på lysstanderen på den modsatte side af gaden. En figur lyste rødt, som betød, at vi ikke måtte gå over gaden. Men sandelig, dér var Jesus! Og med hat på. Han lyste rødt, farven var god nok, kærlighedens farve, og han bredte sine arme ud mod os. De arme, som både kendetegner korsfæstelsen og omsorgen for os mennesker. Men pludselig forsvandt ham og blev til en grøn mand med hat, der gik af sted som en vandringmand, og vi gik med over på den anden side af gaden.

Det var en noget anden Jesus, end jeg oplevede i Rom. Der fandt jeg ham i en fin souvenirbutik på selveste Peterpladsen påskedag, et krucifiks, Jesus på korset, med pavens billede ovenover. Det var ligesom for meget, jeg vægrede mig i første omgang ved at købe det, men fandt ud af, at det passede fint til det moderne menneskes behandling af Jesus i vores forsøg på at sætte os på ham og bestemme over ham og gøre sandheden relativ, så han passer til vores forgodtbefindende og ikke omvendt.

I Berlin var det anderledes. Her var han ikke sådan at fastholde og var den, der tog det første skridt og viste, at vejen lå åben. Han gik foran og trådte de uvejsomme stier ned og banede vejen for os.

Ja, det er utroligt, hvad jeg som præst kan få ud af lyssignaler ved et gadekryds. Men hvis man har øjne og øre med sig, kan man få en prædiken ud af ganske enkle ting i dagligdagen.

Den omtalte lysende røde og grønne mand kalder berlinerne for Ampelmanden. Han blev til i 1961, da Tyskland blev delt i en øst- og vestdel. Ampelmanden var indtil 1989 i østtyskland. Derefter mente man, at man havde set nok på ham, så han skulle erstattes af en anden, fordi han mindede befolkningen om en smertefuld tid under kommunistisk styre. Men nej, han er der endnu og kendetegner berlinernes humor. Han kan også købes trykt som postkort, på krus og T-shirts, formet som en kageform og som bogstøtte og meget mere. Han har haft 40 års jubilæum. Hans internetadresse er: www.ampelmann.de . Og se, så fik historien om Jesus i Berlin en helt anden slutning.

Susanne Fabritius de Tengnagel

Artikel trykt i Dagbladet i maj 2003

Og vi rejser os trodsigt i vrimlen,

for vi kæmper med Gud i vor bøn:

thi det flag, der nu smældende når himlen,

er symbol på en arbejders løn.

Susanne Fabritius de Tengnagel

Bøn for verden!
 

Med rygsæk og fotografiapparat,

sommerklædt og med åbne turistøjne

besøgte jeg og min familie i sommerferien

bl.a. Salisbury Cathedral i Syd-England.

En kolos af en kirkebygning,

tæret udvendig af menneskets forurening.

Arbejdere på tårnhøje stilladser

genskaber kirkens skønhed

ved en gennemgribende restaurering.

Indvendig et overflødighedshorn af udsmykning.

Jo, kirken er en turistattraktion. http://www.salisburycathedral.org.uk/

Mennesker fra alle verdenshjøner var forsamlede derinde.

En sand sprogforvirring gav genklang i det store rum.

Pludselig ringede en klokke.

Og vi så en præst træde op på prædikestolen.

Han bad om vor opmærksomhed et øjeblik.

I 700 år havde man hver dag

holdt en kort andagt med bøn for verden,

for jordens lidende og søgende menneskehed -

afsluttende med Fadervor og den Apostolske Velsignelse.

Fra det ene øjeblik til det andet

forvandledes kirken fra at være et museum til et gudstjenesterum.

Alle stod stille.

Og stilheden bredte sig beroligende,

som stilhed gør blandt mennesker, der lytter deltagende.

Og så kunne mange af os bede med på Fadervor,

som vor Herre Jesus Kristus har givet os.

Dermed blev sprogforvirringen til ét sprog,

på trods af mange, ved denne bøn,

fordi Jesus Kristus ene har magt

til at forene al menneskelig forskellighed.

Og i Hans navn er der stadigvæk grund til at bede for verden.

For i Hans navn er der håb

om en gennemgribende restaurering

af den tærende og forurenede menneskehed.

Susanne Fabritius de Tengnagel, 1989