I dette forum vil jeg give et billedet af mig selv. Og jeg spørger mig selv: Hvilket billede? - Da jeg er en midaldrende kone, er der meget at fortælle, men jeg tillader mig en vis selvcensur og går ind for et lempeligt billedforbud og begrænset ytringsfrihed angående min person og familie.
Derimod har jeg som kristen døbt ytringspligt hvad angår min kristne tro. Den er ikke en privatsag.
Det er dog ikke løgn, at jeg er født i 1948 på Frederiksberg i et hjem med klaver og højskolesangbogen og har levet de første 12 år af mit liv uden fjernsyn. Og det gik faktisk udmærket. Jeg levede også disse år uden kirkegang. Og det gik faktisk også udmærket.
I min barndom blev mange søndage "helligholdt" med øret i radioen for at høre fodboldkampe med Gunnar NU-Hansen som kommentator og Giro 413. Og jeg er vokset op med det samme syn på kirken, som de fleste folkekirkemedlemmer har, at den skal være der, kirken, men jeg kom der kun, når der var dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det var egentlig ikke noget, vi talte om, sådan var det bare, helt naturligt!
I dag er det helt anderledes for mig.
Siden mit 16. år har jeg været bidt af kirke og er langsomt og godt blevet vævet ind i kristentroen og kan slet ikke forestille mig et liv uden dagligt at være i nærkontakt med Gud. Det er lige så naturligt som at trække vejret og indtage de daglige måltider mad.
I min konfirmationssalmebog står mit bibelord, som har været godt at have med i min åndelige bagage. Der står sådan fra Peters første brev 5,7: "Kast al jeres sorg på ham, for han har omsorg for jer!"
Det har især været digterpræsten Preben Thomsens både poetiske og dramatiske måde at formulere sig på, som i 60'erne i Asmindrup og Vig kirker åbnede evangeliet for mig på en nærværende måde, så jeg inden studentereksamen meldte familien, at jeg ikke agtede at blive arkitekt, men ville være præst. Som min mor så klogt sagde: "Du kan jo også bygge kirke på en anden måde."
Uvidende om hvilke barske fronter, der hersker kirkefolk og teologer imellem med mudderkastning og påstande om, at de andre ikke er troende nok, eller også er de for fromme, blev jeg hurtig klar over, at det var kættersk, at jeg som kvinde ville være præst. Jeg anede det ikke forinden. Men jeg kan ikke andet.
Og da jeg tror, at Gud stadig skaber og fornyer vores verden, tror jeg på, at han ser i nåde også til os kvinder, som er præster, fordi han kan bruge os.
Det handler for Gud ikke om at sætte restriktioner op om sit kærlighedsbudskab, som er grænsesprængende, men at det for alt i verden og for menneskets skyld skal ud, uanset budbringerens køn, om vi så er kvindelige eller mandlige, bøsser eller lesbiske eller midt imellem.
Og da jeg sidst i 60'erne blev begejstret for at spille kirkespil som en anden måde at forkynde evangeliet på, var det også galt for en del kirkefolk. Nu er det helt i orden at bruge dramaet med krop og ord som arbejdsredskab for forkyndelsen. Tider skifter, sæder mildnes.
Og så forkynder du jo også med krop og ord, når et sorgfuldt menneske har brug for en skulder at græde ud på, eller du kan synge salmer og bede for en døende og holde i hånd og bare være stille, så vedkommende kan mærke, at han eller hun ikke er alene.
Som kordegnevikar og kirkesanger i Utterslev Kirke, København, i 70'erne blev jeg også involveret i et spændende frivillige arbejde med børn og børnegudstjenester. Og hvor er det sundt for en kommende præst at have prøvet et andet job ved en kirke og have mærket præstens ånde i nakken. Det er dog heldigvis ikke alle præster, der har dårlig ånde!
Det handler om respekt for hinandens arbejde, så der kan opbygges et godt samarbejde om det budskab, som det er vigtigt for de fleste medarbejdere ved kirken at give gode vilkår.
I Utterslev kirke blev jeg gift med min fhv. ægtefælle, og vores to døtre blev døbt i den. Og nu er min søster præst dér.
De første gode 12½ år som præst var i Hendriksholm Kirke i Rødovre, hvor en meget udadvendt og omsorgsfuld menighed støttede op om præsternes arbejde.
Siden 70erne har jeg altid været optaget af gudstjenestens form og indhold, og hvordan den kan fornys, så vi bevarer traditionen. Det forsøger jeg også i Køges gamle Sct. Nicolai Kirke, som ikke bare skal være museumspynt i gadebilledet, men være et åbent Guds hus og rasteplads for både sørgende og glade mennesker.
Fra 1990 har jeg været medlem af bestyrelsen i Kirkefondet og er godt nok svær at sparke ud, for det er i det aktive kirkemiljø, jeg har hjemme. Her arbejder vi med og tilbyder værktøjer og inspiration til at være menighed og kirke i lokalsamfundet, og her har jeg altid været optaget af at udvikle mange former for gudstjeneste. (I 2007 trådte jeg ud af bestyrelsen).
Præster bør have mindst én kæphest, og den ene af mine er en udvikling af lystænding i kirkerummet. Lysglober fra først og fremmest Sverige har invaderet Danmark, foruden andre former for lystændingsanlæg. Det skulle vist være meget uluthersk, og derfor blev jeg glad for at kunne tænde lys i en lysglobe i Stadtkirchen under et præstekursus i 2001 i Luther-byen Wittenberg.
En anden af mine kæpheste er kommet til de sidste par år: at gå pilgrimsvandring fra Køge til Roskilde og omegn. Da mine fødder altid har været dårlige at gå på, er jeg ret stolt over, at jeg i løbet af tre dage kan gå o. 30 km. En vandring til Santiago de Compostela vil aldrig blive til noget. Stilheden, meditationen, ensomheden og længslen efter Guds nærvær kan jeg også sagtens finde lige her!
Der er jo i virkeligheden ikke steder på jorden, som er mere 'hellige' end andre. Ingen steder, som er Gudsforladte. For Herren lever og er allestedsnærværende. Man skal bare have øje og øre for det.
Og så er der kæphesten med billedkunsten og dens historie, som er en berigelse, jeg har mødt gennem Kunsthistoriestudiet på Åbent Universitet. Billedkunsten inspirerer mig til at bruge billeder ved gudstjenesterne og også ved de fire gudstjenester i DR Kirken, jeg er blevet indbudt til at medvirke i i fastetiden 2006. Da brugte jeg katolske korsvejsbilleder fra Sct. Norberts Kirke i Vejle, udført af den katolske sognepræst og billedkunstner Adolf Meister. Billederne taler deres eget sprog, og jeg lader mig inspirere af dem til korte konfronterende meditationer.
Og så er jeg altså mest for en adskillelse af stat og kirke. Men da det vist ikke ligger lige for, er der i hvert fald et stort behov for at få oprettet samtalefora og stiftsråd, hvor vi kan få mere råderum til selv at have ansvar for kirkens egne indre anliggender.
(I 2009 har der været valg til stiftsråd i Roskilde Stift, i København og Viborg Stift har der på forskellig måde været det nogle år - og noget jeg i Kirkefondet har været med til at tale for siden beg. af 1990'erne. Men ændringer i folkekirkens struktur tager tid, meget lang tid).
Min dagligdag med præstearbejde kan jeg ikke undvære, selv om jeg ville ønske, vi var flere præster ved Køge Kirke, samt en sognemedhjælper. Men ellers er det skønt at være præst, ikke mindst ved de særlige begivenheder, når børn skal døbes, og pårørende i sorg skal holde begravelse for deres kære.
I muntert kollegafællesskab har jeg i flere år hygget mig med at lave og spille revy på præstestævner, og ellers forsøger mig i den svære kunst at male ikoner sammen med en lille flok gæve koner, hygger mig med familien og gode venner, falder omkuld foran fjernsynet og helst en god gammeldags krimifilm, og er lidt af en computer- og internetnørd, tror jeg nok, til husbehov!
Nå, ja, så er der jo den kære familie, børn og børnebørn, ikke at forglemme! - lidt med slægtforskning bliver det også til i de sene nattetimer)
Link til Køge Kirkes hjemmeside
Link til Slægtshistorie og billedgalleri
Link til "Tanker om det at blive mormor"
Skrevet af Susanne Fabritius de Tengnagel, 2006 (2009).