"Stjernestøv"

"Englene, som ikke ville tilbage til menneskene"

 

"Englevagt og brændende hjerter"

 

"Hvor er Jesus henne?"

Stjernestøv

En nutidig julelegende

 

”Hej, råbte Guds største stjerne. Hej! Se lige her!”

Alle de andre stjerner, små og store vendte sig nysgerrigt mod den største stjerne.

”Se lige her!” råbte den begejstret! ”Jeg drysser stjernestøv ned på jorden. Og jeg kan se, at støvet falder ned i øjnene på de mennesker, som ser op mod mig.”

Alle de andre stjerner undrede sig. ”Hvad snakker du om,” råbte de alle i kor.

”Hvad er jorden for noget? ogmennesker? Fortæl, fortæl!”

”Ja, nu skal I høre,” begyndte den største stjerne.

 

Og så fortalte den om den dag, Gud sagde til den, at han ville lade den lyse ekstra meget, så mennesker kunne se den på jorden. Og så skulle dens lys være som stjernestøv, der dryssede ned i mennesker øjne, så de blev glade.

”Hvad snakker du om?” sagde stjernen til Gud. ”Hvad er jorden for noget? Og mennesker?”

”Jorden,” sagde Gud, er den lille runde planet derude,” og så pegede han ud mod vest og øst og syd og nord. ”Dér, den lille runde bold med en masse levende væsner, som jeg kalder mennesker, og som jeg holder så meget af. De fleste har både hoved og arme og ben og krop og hjerte. I hovedet har de øjne. Og jeg ønsker så inderligt, at deres øjne må skinne af glæde og fred.”

”Jamen, gør de da ikke det af sig selv,” spurgte stjernen.

”Nej,” sagde Gud, ”ikke alles øjne skinner lige meget. Der er øjne, som er mørke af sorg, for de er kede af det, og der er øjne, som er sorte af had og misundelse. Og det gør mig så ondt i hjertet at se al den mørke og sorthed. De ser så ensomme og forladte ud.

Derfor skal du, min kære største stjerne, finde vej til en lille fattig stald. Jeg vil lade alle min himmelske engle synge under dig og lade vise mænd følge dig, så de i dit lys finder vej hen til stalden.”

 

”Det lyder altså spændende,” sagde Guds største stjerne. ”Hvad så mere?”

”Mens du står over stalden,” sagde Gud, ”skal du skinne af al den kraft, jeg giver i dig, så hyrderne på marken kan finde vej ind i stalden. For derinde vil jeg lade mig føde som et lille barn. Jesus kaldes jeg. Min mor hedder Maria, og Josef er hendes mand. Og mine engle vil synge så højt, de kan om fred på jorden.”

”Hvad så med al den stjernestøv og glæden og freden i menneskers øjne?” spurgte stjernen.

”Åh jo,” sagde Gud, ”når jeg er blevet født, vil mennesker se op mod himlen og se dig, min største stjerne og undre sig og forundre sig, og så skal du ryste stjernestøv ned i deres øjne, så de kommer til at lyse af glæde og fred.”

 

”Jamen, hvad nu, hvis mennesker ikke ser op mod himlen?” spurgte Guds største stjerne. ”Så får de jo ikke stjernestøv i øjnene, og det er jo synd for dem!”

”Ak ja!” sukkede Gud. ”Måske er der mennesker, som ikke tør se op i himlen; måske vil de hellere krumme sig sammen og se ind i sig selv eller sidde og pille i deres egen navle eller slå hinanden og ødelægge livet for hinanden. Men en skønne dag vil de se op, det er jeg sikker på. For du skal jo skinne med et stærkt lys på himlen, indtil alle ser op hele tiden!” sagde Gud.

 

”Jamen altså Gud,” sagde stjernen temmelig irriteret, ”vil du så have, at jeg skal skinne for mennesker så længe? Det vil jeg da blive godt træt af,” mente den.

”Nu skal du ikke tage sorgerne på forskud,” sagde Gud kærligt, men bestemt til stjernen.

”Prøv at se,” sagde Gud, ”kan du se hyrdernes øjne, de skinner allerede!”

 

Mens Guds største stjerne fortalte om, hvad Gud havde sagt, var de andre stjerner nærmest kravlet op på nakken af den for at se ned på jorden.

”Se,” sagde Guds største stjerne begejstret til de andre stjerner, ”se, der er øjne, der ser op mod himlen; de skinner af himlens glæde og fred.”

”Yes! mit stjernestøv virker! OK! OK! Gud!” sagde den største stjerne, ”jeg skal nok blive ved med at skinne, så længe du vil have det.”

 

© Susanne Fabritius de Tengnagel 2006

 

Legenden om englene, som ikke ville tilbage til menneskene 

 

Englene var blevet godt trætte af menneskebørnene.

Efter nogle travle juledage blev englene dybt skuffede og syntes,

at alt det, de havde sunget og fortalt menneskene, var, som man siger,

spildte Guds ord på Ballelars.

 

Nu skal du høre:

De lå hulter til bulter mellem hinanden, små engle og store engle

og havde fået viklet vingerne ind i hinanden.

Fulde af glæde og sund træthed var de væltet omkuld.

Arbejdet var gjort, som Gud havde befalet dem at gøre.

Nu kiggede de ned på jorden, så jorden ligesom i engleperspektiv,

og fattede ikke en lyd af det hele.

Der var ikke et øje at se på jorden, for intet menneske så mod himlen.

Og dyb tavs.

Der var godt nok nogle få spredt rundt omkring,

som forsøgte at ryste julestøvet af sig,

men den store aktivitet var ikke at se.

Englen Rafael var ved at pudse sine vinger og så ud,

som om han skulle på en længere rejse.

 

"Hvad laver du, Rafael?" spurgte englen Gabriel, og så noget slukøret ud.

"Jeg skal ned på jorden," svarede Rafael.

 

"Ned på jorden!" udbrød en af de små engle, som endnu ikke havde fået navn. "Hold dig helt væk fra den jord. Den er ikke værd at sætte sine ben på."

 

"Hvorfor ikke?" spurgte Rafael. "Det er ellers lige præcis det, jeg skal. Sætte min ben, og gå sammen med menneskene. Jeg skal være deres følgesvend i tykt og tyndt."

 

"Lad hellere være," sagde den navnløse engel. "Gabriel siger, at det ikke kan betale sig. Menneskene har fået nok af engle, de gider ikke se mod himlen,

de har nok i dem selv."

 

Rafael lignede et stort spørgsmålstegn. Han forstod ingenting. Det havde jo lige været juleaften. De havde alle bragt bud, hvisket mennesker i øret om Jesus’ fødselsdag, og der havde været en sang og glæde på jorden, så det gav genlyd i himlen.

 

"Jeg er bange for, at glæden over, at Gud blev menneske og kaldte sig Jesus, ikke rigtig kan bundfælde sig i menneskenes hjerter," svarede englen Gabriel.

"Jeg har brugt al min energi på at få dem til at afgøre sig for livet med ham. Men nu vil de bare hygge sig og leve i fred og fordragelighed med hinanden, så længe det varer."

 

"Og tænk," sagde den navnløse engel, "de har ikke brug for os længere før til næste jul. For menneskene er julen forbi, og jeg som troede, at julen først nu lige var begyndt og ville vare lige til påske, ja, pinse med."

 

"Hvad er der galt?" spurgte Rafael, som havde været så opsat på at drage ned til menneskene for at lede dem på rette vej i livet, både i tykt og tyndt.

 

"Hvad har I gjort galt?" spurgte Rafael hele den himmelske hærskare engle. Og han var lige ved at blive væltet omkuld, for alle rejste de sig pludselig i samlet flok, lysvågne blev de ved hans provokerende spørgsmål.

 

"Hvad vi har gjort galt!" råbte de. "Det er ikke os, der har gjort noget galt, vi har gjort, hvad vi skulle, vi har fortalt mennesker, at Vorherre ikke kan undvære en eneste af dem, og at han har bundet sig til dem med sin kærlighed, med Jesus, for han er det allervigtigste i deres liv, og de er hans elskede. Men se, om de nu gider tage det alvorligt."

 

"Det er Vorherre, som har gjort det galt, at han insisterede på, at vi bragte dem det budskab. Det var spildte Guds ord på Ballelars, var det," sagde englen Gabriel temmelig opgivende og fortsatte: "Det er meget svært at få øje på blot nogle få, som ser op mod himlen. De fleste har efter et par dages jubel og gavegodhed mod hinanden, igen kun sig selv og egne behov at tænke på. Den samme trummerum med at gøre sig selv og hinanden til deres gud."

 

"Jamen, der er kun én Gud, og ham skal vi tjene, både mennesker og engle," sagde Rafael helt i overensstemmelse med sandheden.

 

"Det kan du sagtens sige," sagde Gabriel. "Men menneskene er bange for, hvad andre vil sige om dem, hvis de lige pludselig, som noget helt nyt, begyndte at fortælle om Guds kærlighed mod alle mennesker. De er bange for, at det vil skabe splid i familien, hvis de ændrede adfærd og måden at leve på. De er bange for at blive hånet og gjort til grin af deres egne, hvis de begyndte at se op mod himlen."

 

Den navnløse engel lo pludselig vældig højt.

"Der er ikke noget at grine af," sagde Gabriel, "det er temmelig alvorligt for menneskenes ve og vel, at de kun kan bruge Vorherre til det gode én gang om året, for så resten af året at give ham skylden for alt det onde, der sker i verden."

 

Den navnløse engel blev ved med at le, så tårerne trille ham ned af kinderne.

"Se!" sagde han, "se, ham med posen i hånden. Han ser ud, som om han skal hen til bageren og købe morgenbrød. Men pludselig vendte han om og er på vej hen mod kirken. Han går, som om han er bange for at blive set af nogen, som kender ham."

 

"Er menneskene så onde mod hinanden," sagde englen Rafael forundret, "så de ikke tør se op mod himlen, mens andre ser på dem?"

 

"Ja," sagde Gabriel, "for det skal jo nødigt hedde sig, at Vorherre er vigtigere for et menneske end alt andet. At Vorherre er vigtigere end for eksempel denne mands kone og børn og arbejdskollegaer og huset og bil og hund og formue. For det vil i sandhed skabe splid. Hans kone, som ikke synes, hun kan leve uden sin mand, ville da blive rasende, hvis hun fik at vide, at hun ikke er det vigtigste i hans liv, men at Vorherre er det."

 

"Ved I hvad?" sagde Rafael meget beslutsom, "hvis det er sandt, at det er sådan fat med menneskene, selv efter en glædelig jul, at de hellere vil sætte deres lid til sig selv og hinanden, de, som en skønne dag ikke har hinanden længere, så er der i sandhed nok at tage fat om på jorden for os engle som sendebud og tjenere for det gode budskab fra Vorherre. Om så hele verden og alt, hvad menneskene hænger ved, går til grunde, så holder Vorherre dog fast i dem til evig tid."

 

"Gå du kun, Rafael," sagde englen Gabriel, "Vorherre er med dig på din vandring og han er med de mennesker, du følges med på vejen. At du gider, fatter jeg ikke, men Vorherre vil for alt i verden ikke give slip på sine menneskebørn, og det er da al ære værd."

 

© Nutidig legende af Susanne Fabritius de Tengnagel , 2005.

 

Der var så stille i himlen.
En flok engle lå og døsede.
De havde haft en hård englevagt på jorden blandt mennesker.
Der var altid nogen, der skulle beskyttes og trøstes.
Da de var vendt tilbage til himlen, tog en frisk flok engle afsted.
For det var vigtigt for Gud, at der altid var en hær af engle på jorden,
så mennesker vidste at de aldrig var alene.

Den, der ofte førte an i denne hær var den utrættelige ærkeengel
Rafael, som altid fulgte mennesker, der var på vandring for at søge
Gud.
Ærkeenglen Gabriel sad sammen med ærkeenglen Mikael.
Ærkeengle var de, fordi de var de største og de øverste blandt englene.
De to holdt sammen som ærtehalm.
De havde noget særligt, de var fælles om, nemlig at være budbringere
om Guds søn.
Gabriel om Jesu fødsel, Mikael om Jesu genkomst i de sidste tider.

Gabriel sad og muntrede sig med en lommelygte og lyste op og ned
og rundt omkring og mest op.
"Hvad laver du?" spurgte Mikael.
"Jeg leder efter Jomfru Maria", svarede Gabriel.
- "Jomfru Maria!" udbrød Mikael forundret.
"Ved du ikke, hvor hun er henne?"
"- det er da ikke så længe siden, du besøgte hende - engang i foråret
og fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn, Jesus!"
"Jamen!" sagde Gabriel, "når hun nu skal føde Guds søn, himlens
kongesøn, må jeg da kunne finde hende her hos os!"
Mikael rystede lidt på hovedet! "Har du ikke forstået, at Guds søn skal
fødes på jorden blandt mennesker?"
"Jo, det har jeg vel", svarede Gabriel, "men hvis han ligner Gud,
må han vel fødes her hos os og Gud. Og så bagefter blive sendt til
mennesker."
Mikael rynkede panden. Nu var han næsten kommet i tvivl.
Meeen han vidste nu bedre.
For det var da meningen, at Gud ville fødes på jorden for at blive et
menneske. Jesus skulle han hedde.

"Du skal ikke lyse med din lygte her blandt os engle i himlen,
men ned på jorden", foreslog Mikael. "Så skal du nok finde hende,
Jomfru Maria. Men hun har jo ikke født endnu."
"Finde hende!" - Gabriel blev lidt studs!
"Selvfølgelig kan jeg finde hende. Hvor er jeg dog dum!
Jeg har jo set hende før, som du sagde.
Men i al den vrimmel af mennesker er det jo ikke så ligetil.
Og hvor ved du fra, at hun ikke har født endnu?" spurgte han.
"Tiden er endnu ikke kommet", svarede Mikael kort.

Gabriel lyste pludselig Mikael lige ind i ansigtet med lommelygten!
"Jamen, hun har jo født for længe siden", sagde Gabriel,
som om der var gået et lys op for ham. "Det er jo 2000 år siden!
Som tiden dog går. Hvad tænker jeg på! Så nytter det jo ikke at lyse
ned på jorden. Her kan jeg jo hverken finde Jomfru Maria eller Jesus
gående!"
"Nåå, det skal du nu ikke være så sikker på," svarede Mikael.

Pludselig ankom en hær af trætte engle fra jorden.
De smed sig ned og pustede og stønnede og rystede støvet af
deres englevinger.
"Sikken et engleliv i denne tid", sagde en af dem.
"Det er lige hårdt nok."
"Så I Jesus?" spurgte Gabriel, mens han lod lyset fra lommelygten feje
hen over de trætte engle.
"Så og så," svarede en af englene, "det er så meget sagt.
Men de synger om ham hele tiden."
"Hvem?" spurgte Gabriel. "Menneskene.
De tænder lys og synger og synger.
Når de går i butikker, kan man høre musik og sang om Jesus.
Og når de samles i kirkerne, synger de og synger og taler om Jesus."

"Det er næsten ved at være for meget," synes en af de yngste engle,
som havde haft sin første tur på jorden og var helt udmattet.

"Det kan aldrig blive for meget," sagde ærkeenglen Mikael tørt.
Gabriel hørte ikke så meget af, hvad de talte om.
Han var kommet i tanke om, at det slet ikke var Jomfru Maria,
han skulle lede efter, men mennesker, der lignede hende.
Altså ikke lignede hende af udseende. Hun var jo en kvinde.
Men mænd og små piger og drenge kunne også godt ligne hende.
For det, de skulle ligne hende på, var et brændende hjerte inden i,
som Maria fik, da han, Gabriel, besøgte hende første gang og fortalte,
at hun skulle føde Jesus.
Han husker at hun i første omgang havde undret sig over hans
budskab, men det gik hurtigt over, og så begyndte hun at synge og
takke Gud for at han kunne bruge hende til at føde Jesus.
Da så Gabriel hendes hjerte brænde. Det var det han skulle lede efter.

Brændende hjerter i mennesker. Han lyste og lyste ned på jorden - på
mennesker - for at finde brændende hjerter.

"Hvordan går det," spurgte Mikael, "finder du nogen brændende
hjerter."
Gabriel nåede ikke at svare, før ærkeenglen Rafael kom stormende hen til Gabriel og råbte: "Hvad er det, du laver, mand!"
Gabriel blev så forskrækket, at han kun kunne hviske stammende:
"Jeg, jeg, jeg, jeg lyser ned på, på menneskene for at finde
bræ - bræ- brændende hjerter."
"Det kan du da ikke," sagde Rafael vredt.
"Du kan ikke bare lyse på folk, og du finder ingen brændende hjerter
på den måde. Jeg ved, hvem der brænder, for jeg følges med dem i
deres søgen efter Gud.
Du skulle hellere passe dit arbejde! Der er kun 9 dage til juleaften,
hvor du skal ud til hyrderne på marken.

"Hold da fest," udbrød Gabriel og slukkede sin lommelygte
øjeblikkeligt. "Jeg har glemt, jeg skal øve en salme med englekoret!
Vi skal synge: Det kimer nu til julefest!"
Og væk var han!

© Nutidig legende af Susanne Fabritius de Tengnagel , 2002.

Der var engang en familie, som skulle holde juleaften. Men én ting var ved at ødelægge den aften: Jesus var blevet væk.

"Hvor er Jesus henne?" råbte faderen inde fra soveværelset.

Han havde taget julekassen ned fra den øverste hylde i klædeskabet og stod nu og pakkede julekrybben ud. Alle figurerne var pakket ind i fint silkepapir. De var der alle sammen, Jomfru Maria med guldglorie om hovedet, Josef og hyrderne med deres hyrdestav, fine trædukker, som hans bedstefar havde skåret ud. Koen, æslet, fårene, en lille mus, stalden med græs på taget, den store stjerne over stalden, det var det hele, men Jesus-barnet i krybben! Han havde lige været der. "Hvor er Jesus henne? Er der nogen, som har set Jesus?"

Børnene, Anne og Michael, kom farende, "hvad er det du råber om?" spurgte de forskrækkede. De var ikke vant til, at deres far råbte om Jesus. Moderen kom ud fra køkkenet med bagemel på fingrene, da hun var ved at lave småkager. "Hvad er der sket?" spurgte hun. "Hvor er Jesus henne?" - Nu råbte faderen ikke længere, men sad og så fortvivlet ud. "Han kommer nok frem," svarede moderen. "I skal se at komme af sted efter et juletræ, og så skal I nå at køre ind til toget. Onkel Kalle kommer fra Odense om to timer."

Moderen tørrede sine hænder i forklædet, bøjede sig ned, så under sengene, og stod på tå for at se ind i klædeskabets øverste hylde. "Ja, hvor er Jesus henne," sagde hun, men måtte opgive at lede, for nu ringede stopuret i køkkenet og en plade med småkager skulle tages ud af ovnen. "Han dukker nok op inden i morgen aften, skal I se," råbte hun ude fra køkkenet.

Far satte julekrybben frem på reolsystemet i stuen ved siden af fjernsynet. Her står den godt, sagde han ved sig selv. Så kan vi både se fjernsyn og julekrybbe på én gang, det er ikke så tosset.

Og så fik han ellers travlt med at samle Anne og Michael sammen, fik dem i flyverdragten, for det er koldt udenfor, sagde han, da Anne blev lidt mopset over at skulle have så meget tøj på. Det var ikke nemt at finde et juletræ, som de alle tre kunne lide. Enten var det for lille eller også var det for stort eller for smalt eller for bredt. Tiden gik, onkel Kalle kom snart med tog til København. Men nede på torvet stod lige det træ, de alle kunne forestille sig, det stod og ventede på, at de skulle bære det hjem.

Anne og Michael glædede sig til at vise træet til deres mor, men da de kom hjem, var mor gået. Hun havde lagt en seddel om, at hun lige var cyklet ned til supermarkedet for at købe nogle flere mandler til småkagerne.

Far fik sømmet juletræsfoden på juletræet, og de syntes alle tre, at træet passede så fint til deres stue.

Men onkel Kalle! - de fór ud af døren igen, ind i bilen og så af sted til banegården. Onkel Kalle kunne godt blive forvirret, hvis de ikke stod der, når hans tog kom ind på stationen. Inde i fars hoved løb tankerne omkring Jesus-barnet. Hvor kan han dog været blevet af, sad han og tænkte, mens han kørte af sted. Det ville ikke blive rigtig jul, hvis han ikke fandt Jesus. Dagen før dagen før juleaftensdag, tænkte far bekymret.

Næste dag kom far noget sur hjem fra arbejdet, og mor var sur, for far havde glemt at hente den hjemmelavede rødkål hos moster Sanne.

Mor havde holdt fri fra arbejdet og gjort rent over hele lejligheden. Juletræet havde svinet på gulvtæppet, grannåle lå rundt omkring, ja helt ind i soveværelset, så hun havde haft støvsugeren rundt i alle hjørner, hvor nullermændene havde hobet sig op.

Fint skulle det være, og onkel Kalle var gået en tur med Anne og Michael imens. Det var ikke rart at være i stue med mor, når hun fik rengøringsvanvid.

Om aftenen dagen før juleaftensdag sad de alle fem omkring sofabordet og spillede matador. Men far var så irriterende, som om han ikke rigtig gad være med. Han sad og tænkte på noget helt andet. Jesus, hvor var Jesus henne?

Da børnene var kommet i seng og onkel Kalle sad og sov i lænestolen, satte mor sig i sofaen sammen med far, som hvileløs sad og så den ene fjernsynskanal efter den anden. Han så og så, og så alligevel ikke noget. Jesus, hvor var Jesus-barnet i krybben? Den fineste trædukke, som hans bedstefar havde lavet. Den var ikke særlig stor, men den var dog hovedperson i julekrybben.

Lige pludselig stod den foran far på sofabordet. "Hvor har du fundet Jesus?" spurgte far glædeligt overrasket.

"Jeg fandt ham i støvsugerposen," sagde mor helt stille. Jesus lå mellem nullermænd og grannåle og alt muligt andet snavs og skidt.

"Han har været her hele tiden," lo mor glad, vi har bare ikke kunnet se ham. Far lo med, hvor var han lettet nu. Jesus var fundet i støvsugeren. Og så blev det endelig jul!

 

© Nutidig legende af Susanne Fabritius de Tengnagel 1999.