En gammel koreansk legende fortæller:
En mand rejste ud i verden for at finde et sted, hvor mennesker var lykkelige og ikke i vejen for hinanden. Han kom til en stor by og spurgte ved byporten, om der her i byen levede lykkelige mennesker. Det gjorde der, og han blev tilbudt en vejviser. De kom til en snæver gade, og der lå et hus, hvor der over døren stod "Lykkens Hus". Den fremmede ville til at gå derind, men fik besked på, at han først skulle besøge huset på den anden side af gaden. Der stod over døren "Sorgens Hus". Manden gik ind og op ad trappen og kom ind i en stor sal, hvor et langt bord stod dækket med alverdens dejlige madretter og frugt og kager. Rundt om bordet sad magre, blege og udtærede mennesker med døde øjne, og der var en knugende tavshed i rummet. "Hvorfor spiser de dog ikke?" spurgte den fremmede. Og vejviseren svarede: "I vort land forbyder skik og brug, at man spiser med fingrene. Derfor kan de ikke få fat på maden. Godt nok ligger der spisepinde ved hver kuvert, men der er noget i vejen med dem, de er halvanden meter lange, og derfor er det umuligt med dem at få maden op til munden".
Vejviseren tog nu den fremmede med over gaden til "Lykkes Hus". Her kom de også ind i en stor sal med et langbord dækket med alverdens dejlige mad, og rundt om bordet sad velnærede, glade og snakkende mennesker med lys i øjnene. Og de spiste, ind imellem de snakkede og lo. De halvanden meter lange spisepinde skulle de også spise med og de gjorde det. Spisepindene var der ikke noget i vejen med. det er måden, man bruger dem på. Og de lykkelige var lykkelige, fordi brugte de halvanden meter lange spisepinde til at made hinanden med. De rakte maden tværs over bordet til den, der sad overfor, og sådan fik de alt det, de kunne spise, fordi de gav til hinanden.